Ambulanceredderne John Thye og Jakob Tidemann blev mandag genforenet med den pige, som de 23. juni hjalp til verden på et badeværelsesgulv i Varde.
Det var de taknemmelige forældre Louise Berntsen og Zlatan Mujkic, som ønskede at sige tak til John Thye og Jakob Tidemann.
Ambulanceredderne, der begge er uddannede paramedicinere og arbejder ved Ambulance Syd, skabte den dag i juni ro i en ellers kaotisk situation, skriver JydskeVestkysten.
Her anede den 20-årige førstegangsfødende Louise og kæresten Zlatan ikke, hvad de skulle gøre, da Louise lå på badeværelsesgulvet med store smerter.
Men det vidste John Thye, som råbte til sin kollega, at fødslen skulle ske lige med det samme.
- Jeg løb ned efter fødepakken, og nærmest inden jeg kom tilbage, havde Louise allerede født, fortæller Jakob Tidemann til avisen.
Der gik kun i nærheden af fem minutter, før John og Jakob havde hjulpet lille Sofia til verden uden komplikationer. Bagefter gik turen til sygehuset i Esbjerg.
- Vi ser mange ulykkelige ting, så det er virkelig dejligt at have sådan en oplevelse som denne og se, at det går godt. Det er rart at vide, at man har gjort en forskel, og det hjælper jo både Louise og os at få lidt mere styr på forløbet, siger John Thye til avisen.
Han og Jakob Tidemann har i deres karrierer som ambulancereddere hjulpet til ved fødsler henholdsvis otte og syv gange.
Sofia er blevet syv uger, og de lykkelige forældre fortæller til Avisen.dk, at alle trives og har det godt.