Vi ved det egentlig godt - regnskovene i Sydamerika er truede. Men nu tager firmaet Social Action nye metoder i brug i kampen for at rede regnskoven.
Med projektet Minregnskov.dk sælger firmaet tropisk regnskov i Ecuador per SMS, og for 25 kroner bliver man den lykkelige ejer af 25 kvadratmeter regnskov. For det behøver nemlig ikke være så seriøst og besværligt, når man gerne vil være med til at bevare verdens naturreserver.
Nemt og sjovt
»Vi undrede os over, at der ikke var flere, der købte regnskov. Og vi ville give folk nogle redskaber til at gøre det nemmere og samtidig lidt sjovere at bevare regnskoven,« fortæller Kasper Kofod, idémanden bag projektet.
Minregnskov.dk donerer de penge, der kommer ind til miljøorganisationen Nepenthes, som sørger for opkøb af regnskoven i samarbejde med den ecuadorianske organisation Jatun Sacha.
Ny målgruppe
Formålet med projektet er, ifølge Kasper Kofod, at nå ud til andre folk end dem, der normalt køber regnskov igennem miljøorganisationer.
»Det henvender sig reelt til alle danskere, der har en mobil. Og vi håber, at vi kan nå ud til nogle folk, der måske ellers ikke ville købe regnskov.«
Indtil videre har Min Regnskov solgt 25.000 kvadratmeter regnskov over sms. Kasper Kofod understreger dog, at man ikke bliver juridisk ejer af den regnskov, man køber.
»Man kan ikke bygge et sommerhus på den grund, man har købt. Men man er med til at sikre, at området bevares som regnskov«, siger Kasper Kofod.
Læs mere om projektet på hjemmesiden www.minregnskov.dk.