Når vinterkulden for alvor bider sig fast, er det ikke kun næse, tæer og fingre, der fryser - det gør vores mobiltelefoner også.
Det kan føre til situationer, hvor mobilen pludselig løber tør for strøm, selv om der burde være rigeligt på.
Ifølge Per Jørgensen Møller, der er civilingeniør og ekspert i batterier, er det et kendt problem, at mobilen kan strejke i vinterkulden.
- Indikatoren for batterikapaciteten bliver sommetider forvirret over temperaturerne. Selv om telefonens spænding er tilpas høj, er det ikke sikkert, at batteriet er i stand til at yde det, som det skal, siger han.
Derfor har mange af os sikkert oplevet, at vores telefon pludselig går fra 50 procents strøm til nul.
Vil du gerne undgå det scenarie, kan det være en god idé ikke at opbevare telefonen i yderlommen, som mange normalt gør.
- Det handler om at opbevare telefonen strategisk tæt på kroppen. Det kunne være i brystlommen eller inderlommen, hvor temperaturen ikke kommer lige så langt ned som ved yderlommerne, siger Per Jørgensen Møller.
Du skal dog passe på med at opbevare telefonen helt tæt på huden, da det kan skabe kondens.
Skulle det alligevel ske, at din telefon giver op i vinterkulden, skal du ikke gå i panik. Ifølge Per Jørgensen Møller har nedkøling ikke indflydelse på batteriets levetid.
Det har for høj varme til gengæld, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan du varmer telefonen.
- Har telefonen været død, så handler det om at få den tøet op stille og roligt. Du skal i hvert fald ikke lægge den på radiatoren. Når temperaturen kommer over 40 grader, så slider det langt mere end ved lave temperaturer, siger Per Jørgensen Møller.
Tålmodighed er også en dyd, hvis du skal have ny strøm på en kold telefon. Det fortæller John G. Pedersen, der er redaktør på hjemmesiden meremobil.dk.
- Bliver dit batteri rigtigt koldt, er det en god idé at vente med at oplade batteriet, til det atter har nået normaltemperaturen. Er batteriet alt for koldt, kan det i værste tilfælde betyde, at batteriet kortsluttes, når du sætter det i opladeren. Heldigvis sker det kun i ekstreme tilfælde, siger han.
Derfor skal du også undgå at lade din telefon lade op i en kold bil eller et koldt bryggers, da det kan skade batteriet.
Vil du gerne have, at din telefon altid fungerer optimalt, er der en god huskeregel at have i baghovedet, fortæller Per Jørgensen Møller.
- Man kan sige, at mobilbatterier har det bedst i de temperaturer, vi personligt også har det bedst i, siger han.
/ritzau fokus/
Af Mathias Sinius Mølgaard/ritzau fokus/