»Give it away, give it away – give it away now ...«
Anthony Kiedis og Flea i fronten for succesbandet Red Hot Chilli Peppers vil atter levere varen på Orange scene på Roskilde Festival.
Onsdag blev det offentliggjort, at det populære band er første officielle hovednavn på Roskilde 07. Festivallen præsenterer bandet således:
»Rødglødende funkrock og sjælfulde ballader med de langtidsholdbare pebersvende.«
Bandet har blandt andet gæstet festivallen i 1996 og 2002.
Roskilde Festivalen kalder det i en pressemeddelelse årets første store »scoop« således:
»Bandet har siden det brede gennembrud med Blood Sugar Sex Magik fra 1991 været et af rockens helt centrale navne. De har blandt festglade fans altid været sikre leverandører af kropslig funkrock, der som få andre har præsteret at tale både til organet mellem ørerne og det mellem benene.«
Ifølge festivallen vil der snart blive præsenteret flere store navne til den kommende festival på dyreskuepladsen i Roskilde.