Det lille nyfødte drengebarn, som blev fundet i Liseleje nord for København for lidt mere end to uger siden, skal snarest have nogle adoptivforældre at knytte sig til. Det mener Red Barnet.
»Det er barnet tarv, at Frederiksværk Kommune så hurtigt som muligt finder nogle permanente voksne, som det kan knytte sig til, frem for de midlertidige voksne, som passer det i øjeblikket,« siger psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet.
Lokke moderen frem
Han håber derfor, at Frederiksværk Kommune sætter en adoptionsproces i gang, hvis ikke moderen melder sig efter politiet igen har vist barnet frem for pressen og derved offentligheden.
»Frederiksværk Kommune har forældremyndigheden over den lille dreng og varetager derfor barnets tarv. Som enhver anden ?mor? eller ?far? har kommunen grundigt overvejet, hvordan den bedst hjælper drengen,« skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Frederiksværk Kommune har besluttet, at den bedst hjælper drengen ved at gøre et sidste forsøg på at finde moderen. Derfor inviterer de onsdag pressen indenfor på Munkerup, som er det børnehjem, hvor hittebarnet befinder sig.
Moderfølelse
»Det er vores håb, at moderen vil få lyst til at henvende sig, hvis hun ser billeder af sit barn i aviserne og i tv,« siger fungerende vicekriminalinspektør Steffen Thomsen ved Frederikssund Politi.
Enten for at bliver genforenet med sit barn eller for at give sit samtykke til bortadoption.
Kuno Sørensen mener, at det er fint, at Frederiksværk Kommune gør et sidste forsøg ? også af hensyn til barnet.
»Det vil på sigt være rart for barnet at vide, at der blev gjort alt, hvad der kunne. Men hvis fremvisningen af barnet ikke får moderen til at henvende sig, så bør kommunen iværksætte varige initiativer,« siger han.
Det vil sige, ikke mere børnehjem, ikke familiepleje, men adoption. Frederiksværk Kommune vil efter pressemødet på børnehjemmet offentliggøre, hvad der fremover skal ske med den lille dreng.
Han blev fundet, da han var mindre end et døgn gammel. Nu er han lidt over to uger gammel.
Reglerne for bortadoption er, at moderen har tre måneders fortrydelsesret fra fødslen.