Dansk Politi er på rette spor, når det vil til at offentliggøre billeder af folk, der begår seksuelle overgreb mod børn.
Det mener Red Barnet.
Beviserne for de pædofile handlinger skal dog være krystalklare, understreger Kuno Sørensen, psykolog hos Red Barnet.
- I sådanne tilfælde er det en god idé at offentliggøre billeder af dem, siger Kuno Sørensen.
Han henviser til de to gange, det internationale samarbejde mod grænseoverskridende kriminalitet, Interpol, har offentliggjort billeder af personer, der er mistænkt for pædofili.
Forsøgte at skjule sit ansigt
I den ene sag havde en mand lagt billeder af sig selv i færd med at misbruge børn ud på internettet. Manden havde dog forvrænget billederne, så hans ansigt ikke kunne genkendes. Alligevel lykkedes det politiet at genskabe billederne, som siden blev offentliggjort. Og det resulterede i så mange tip om, hvem manden var, at ordensmagten kort tid efter fik ham anholdt, fortæller Kuno Sørensen.
For få dage siden offentliggjorde Interpol for anden gang billeder af en mand, der er mistænkt for at misbruge mindreårige børn. Også i denne sag er Interpol i besiddelse af billeder, der viser manden i færd med at misbruge unge sydøstasiatiske drenge.
- I begge disse tilfælde foreligger der klar dokumentation for, at de afbillede personer er gerningsmænd over for børn. Det er i sådanne tilfælde, at det er en god idé at offentliggøre billeder af dem, siger Kuno Sørensen og uddyber, hvorfor det overhovedet kan være nødvendigt at offentliggøre billeder af mistænkte pædofile.
Nej til generelle efterlysninger af pædofile
Han forklarer, at det ofte er svært for politiet at finde ud af, hvilket land der skal efterforske en pædofili-sag i. Billeder af gerningsmanden og dennes misbrug dukker måske nok op på internettet, men hvilket land gerningsmanden befinder sig i, ja det siger billederne intet om. Og i disse tilfælde kan en offentliggørelse af billederne altså hjælpe, mener Kuno Sørensen.
- Det er jo at sammenligne med at offentliggøre billeder fra overvågningskameraer, der tydeligt placerer gerningsmanden på gerningsstedet, siger han og tilføjer:
- Men vi går ikke ind for, at politiet generelt laver den slags efterlysninger på et mere spinkelt grundlag. For det er meget voldsomt at blive hængt ud på den måde, hvis det senere viser sig, at personen på billedet var uskyldig.