- Det er en meget stor lettelse, at det nu er slået fast, at det intet belæg er for, at jeg eller andre politikere har begået fejl i sagen eller handlet kritisabelt, siger Rebilds borgmester Anny Winther (V).
Rebild Kommune tog torsdag skridt til den sidste afskedigelsessag i dønningerne af den såkaldte Rebild-sag, som tidligere har kostet tre andre kommunale chefer jobbet.
Den aktuelle afskedigelse gælder en tidligere chef for børn- og ungeforvaltningen.
Fyringen kommer i forlængelse af en ny KL-undersøgelse, der viser, at forvaltningschefen begik alvorlige fejl og ikke informerede kommunens politikere om sagen, hvor i alt ni børn blev misbrugt.
Mens der er hård kritik af forvaltningschefen, så slår rapporten fra KL's juridiske kontor, som også har afdækket det politiske ansvar, fast, at der ikke kan placeres et sådant ansvar i sagen.
- Nu er alle undersøgelser lagt frem, og alle sten er vendt, og vi har taget afsked med de folk både i den tidligere og seneste ledelse, der har siddet med sagerne, siger Anny Winther og fortsætter:
- Og jeg er rystet over, at de politiske beslutninger, vi har taget undervejs, ikke blev ført ud i livet af ledelsen
- Men det er en utrolig lettelse, at der ikke kan sættes finger på byrådets håndtering af sagerne, da vi ikke har været orienteret og dermed ikke kan klandres for det, der er sket, siger hun.
Borgmesteren peger på, at byrådets fokus nu er på at gennemføre en omfattende genopretningsplan på området, og at der desuden bliver indkøbt ekspertise til at lave opfølgende tilsyn.
Den 56-årige far i Rebild-sagen, som blev udløsende for afsløringen af kommunens lemfældige behandling af børne- og ungeområdet, blev kendt skyldig i groft seksuelt misbrug af ni børn - heraf syv af sine egne - og idømt 12 års ubetinget fængsel.
/ritzau/