En ny Netflix-dokumentar med prinsesse Märtha Louise og hendes mand Durek Verrett har fået det norske kongehus op af stolene.
Den norske kongefamilie fortæller nu, at Märtha Louise og Durek Verrett har overtrådt en aftale med Kongehuset i forbindelse med dokumentaren “Rebel Royals: An Unlikely Love Story”. Det skriver VG.
Dokumentaren, som udkom på Netflix tirsdag, indeholder ifølge Kongehuset nye og stærke udtalelser fra prinsessen og hendes ægtefælle om kongehuset. Udtalelser, som ifølge kongehuset udgør et brud på den aftale, der blev indgået i 2022.
Ifølge aftalen måtte Märtha Louise og Durek Verrett ikke bruge deres tilknytning til kongehuset i medieproduktioner, i deres sociale medier eller i kommercielle aktiviteter.
Kongehuset siger samtidig, at de ikke ønskede at være med i dokumentaren og har afslået at lade sig filme eller give interviews til filmteamet. De mener også, at nogle dele af dokumentaren bruger materiale fra NRK, som produktionen ikke har ret til at bruge uden tilladelse.
Prrinsesse Märtha Louise og Durek Verrett erkender i en udtalelse til det norske nyhedsbureau NTB, at visse dele af dokumentaren er gået for langt i forhold til deres aftaler med kongehuset.
- Der er uden tvivl ting, som vi ville ønske, at vi havde håndteret anderledes, lyder det i meldingen fra Märtha Louise og Durek Verrett.
Kongehuset skriver i en kommentar til VG, at dokumentaren nu betyder fornyet debat om kronprinsessens ageren fremover.
– Alle mennesker bør have ret til at fortælle deres historie. Det gælder også prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett. Samtidig ønsker Kongehuset en tydeligere adskillelse mellem prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts virksomhed og selve Kongehuset. Det bliver et tema i de samtaler, vi skal have fremover, lyder det.
Se traileren til Netflix-dokumentaren her: