Den delte syriske opposition er under et møde i Qatar blevet enige om en plan, der skal forene dem i kampen mod præsident Bashar al-Assad.
- Vi er blevet enige om hovedpointerne i formationen af en koalition af den syriske opposition, lyder det fra oppositionsmedlemmet Suhair Atassi efter et 12 timer langt møde.
- Vi er der, hvor vi kan underskrive aftalen, men vi foretrak at have tid til at studere detaljerne nærmere, siger en anden delegeret, Riad Seif, som bliver set som en mulig leder af den samlede opposition.
Oppositionsbevægelsen Syriens Nationale Råd (SNC) har fungeret som en koalition af en række oppositionsgrupper i oprøret mod Assad og har været under stort internationalt pres for at mødes med andre grupper for at nå til enighed om en samlet front.
SNC har tidligere været set som ledende i oppositionen, men gruppen er blevet kritiseret for at være styret af eksilsyrere uden trit med virkeligheden i det borgerkrigshærgede land.
Aftalen skulle indeholde en plan om formationen af en midlertidig regering, et militærråd til at føre opsyn med oprørsgrupper og en dømmende magt, der skal operere i de områder, som oprørerne har kontrol over.
Overgangsregeringen skal bestå af 10 medlemmer, der bliver valgt af en ny 60-personer stor paraplyorganisation, hvor medlemmerne stammer både fra civile aktivistgrupper og oprørere, der kæmper i Syrien, samt eksilsyrerne i SNC.
SNC valgte fredag George Sabra, en kristen ekskommunist, som leder.
I sin første erklæring som leder af SNC sagde han, at han vil samarbejde med andre grupper i den syriske opposition om at få fremskyndet præsident Bashar al-Assads fald.
/ritzau/AFP