Hun blev først og fremmest kendt for at sige dumme ting på tv, men seertallene på hendes nye tv-program er til gengæld ikke helt dumme. I alt 236.000 danskere så med, da 'Amalies verden' havde premiere onsdag aften.
Det svarer ifølge B.T. til, at 21 procent af alle danskere, der havde tv'et tændt i bedste sendetid, fik sig et indblik i Amalie Szigethys liv og hverdag.
I programmet kunne man følge realitystjernens jagt på drømmen om at blive popstjerne. Og efter premieren er hendes facebook-profil druknet i rosende beskeder fra seere.
"Jeg er superglad for de mange mails, der viser, at der er mere respekt for mig efter det program," siger Amalie til B.T.
Tidligere på året gav hun en forsmag på, hvad man kan vente sig på hendes kommende cd, da hun gav en tåkrummende pinlig optræden i TV 2's Go' Morgen Danmark og efterfølgende skød skylden på det tekniske udstyr.
Men nu er der kommet fuld fart på sangkarrieren, fortæller pigen med det afslappede forhold til det danske sprogs faste vendinger.
"Det er rigtig sjovt, men også hårdt, for alle vil have fat i mig med radio, journalister og en foto-shoot til coveret på min plade, der bliver rigtig glamour med masser af piger i flotte kjoler," siger hun til B.T.