Den seneste tids dårlige spil og resultater har ført til spekulationer om, at Carlo Ancelotti snart kan være en færdig mand i fodboldklubben Real Madrid.
Den italienske træner, der i sin første sæson førte den spanske klub frem til Champions League-titlen, får dog klar opbakning fra Real Madrids præsident, Florentino Perez.
- Jeg ønsker at sige, at klubben har fuld tillid til vores træner og vores spillere, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Og jeg ønsker at sige, at - i modsætning til hvad der bliver skrevet i dag - så er Carlo Ancelotti træner i Real Madrid, uanset hvad der sker i de kommende dage og uger, siger Florentino Perez.
Real Madrid var tirsdag meget tæt på en nærmest sensationel exit fra Champions League i 1/8-finalerne.
Klubben tabte 3-4 til tyske Schalke 04 hjemme på Santiago Bernabeu, så Real slap kun lige akkurat videre takket være 2-0-sejren i Tyskland i den første kamp.
Real-spillerne blev mødt med piften fra egne fans efter returkampen i Madrid.
I den spanske Primera Division har Real Madrid desuden haft et formdyk, så klubben nu er et point efter ærkerivalen FC Barcelona, der fører ligaen.
Florentino Perez opfordrer fansene til at bakke op om spillerne.
- Som præsident for Real Madrid appellerer jeg til vores fans om at støtte vores træner og spillere.
- Jeg beder fansene om at være stolte af dem, på grund af alt det de har givet os, og som de fortsat vil give os, siger præsidenten.
/ritzau/