Superstjernen Cristiano Ronaldo kan allerede bryste sig af at have vundet Champions League med Real Madrid og EM med Portugal i indeværende år, og på søndag kan han sandsynligvis pryde sit cv med endnu en titel.
I hvert fald er Real Madrid storfavorit til at hjemføre sejren ved VM for klubhold, der ligesom sidste år afvikles i Japan.
Vanen tror tørner den forsvarende europæiske Champions League-vinder sammen med de tilsvarende mestre fra de øvrige kontinenter, og denne udveksling munder som regel ud i europæisk triumf.
De seneste ni år er kun én europæisk mester snublet, nemlig i 2012 da Chelsea tabte finalen 0-1 til Corinthians fra Brasilien.
Siden har Bayern München, Real Madrid og FC Barcelona taget sig af titlerne med sikre finalesejre.
Torsdag spiller Real Madrid sin semifinale mod Club America fra Mexico. Real Madrid-træner Zinedine Zidane afviser, at der bliver tale om en nem opgave for den spanske klub.
- Mange forventer, at Real Madrid vil vinde nemt, men det tror jeg ikke. Der skal spilles om det.
- Vi kommer til at møde gode modstandere, og vi vil få det svært i løbet af kampen. Det vil jeg fortælle mine spillere, siger Zidane på onsdagens pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Træneren håber at have en skarp Ronaldo med til Japan. Mandag blev stjernespilleren hædret med Ballan d'Or-prisen for fjerde gang i karrieren, og han blev sparet i lørdagens ligakamp med henblik på at være frisk i Japan.
Derimod kan Zidane meget vel vælge at se bort fra en anden vital spiller. Forsvareren Sergio Ramos, der har scoret flere afgørende mål i de seneste uger, er tvivlsom, og Zidane vil næppe løbe en unødig risiko med sin kaptajn.
Skulle Real Madrid vinde sin semifinale, der begynder torsdag klokken 11.30, venter i finalen Kashima Antlers. Onsdag vandt den japanske klub med 3-0 over den sydamerikanske mesterklub Atletico Nacional fra Colombia.
/ritzau/