Den tyrkiske storklub Galatasaray er blevet enig med Real Madrid's tyrkiske midtbanespiller Hamit Altintop om et skifte, meddeler den tyrkiske klub.
- Vi er nået til enighed om en fireårig kontrakt med Real Madrids Hamit Altintop startende fra sæsonen 2012-2013, skriver klubben på sin hjemmeside.
Den tyrkiske landsholdsspiller annoncerede allerede i maj, at han forventede at skifte til tyrkerne, men først i sidste uge faldt aftalen mellem de to klubber endeligt på plads.
Den tyskfødte Altintop har tidligere optrådt for Schalke 04 og Bayern München, inden han skiftede til Real Madrid sidste sommer.
Her skrev han en fireårig kontrakt, men fik aldrig rigtig lov at tage del i holdets succesfulde sæson, hvor mesterskabet blev vundet tilbage til hovedstaden, mens klubben måtte se sig slået i semifinalen i Champions League.
I Tyrkiet kommer Hamit Altintop til at stå over for sin tvillingbror, Halil Altintop, som spiller for Galatasarays konkurrenter Trabzonspor.
/ritzau/