Efter en stribe triumfer hjemme på Bernabeu så det til at begynde med særdeles skidt ud for Real Madrid i lørdagens kamp mod Espanyol.
Med to mål bragte Walter Pandiani udeholdet i front med 2-0 i løbet af den første halve time og efter en scoring fra liga-topscorer Nistelrooy scorede Pandiani igen til pausestillingen 3-1 til Espanyol.
I anden halvleg lykkedes det dog Real-mandskabet at vende kampen med scoringer af Raul, Reyes og Higuain.
Med sejren topper Real nu rækken med 66 point foran Barcelona med 65 point og Sevilla med 64 point. Sevilla med Christian Poulsen på banen fra start vandt lørdag 2-1 over Huelva.
Barcelona kan dog tilbageerobre førstepladsen med en sejr i aftenens kamp mod Real Betis.