Med et rødt kort til FC Barcelona efter 28 minutter onsdag aften og to udebanemål i den første kamp for en uge siden har de forsvarende mestre fra Real Madrid sikret sig det første trofæ i denne sæson.
Real Madrid vandt nemlig 2-1 i returopgøret på hjemmebane onsdag aften, og dermed er hovedstadsklubben samlet vinder af Super Cuppen med flest scorede udebanemål. Hovedstadsklubben tabte 2-3 i den første kamp.
Barcelona har vundet de tre forrige udgaver af Super Cuppen, og dermed bryder Real Madrid cataloniernes dominans i opgøret, som er et møde mellem sidste sæsons mestre og pokalvindere.
Adriano fik en afgørende betydning, da han godt en halv time henne i kampen som sidste mand i Barcelonas forsvar nedlagde Cristiano Ronaldo og blev udvist med direkte rødt kort.
Men faktisk startede madrilenernes fest før det røde kort, da selvsamme Ronaldo og argentinske Gonzalo Higuaín bragte dem foran 2-0.
Lige inden pausen reducerede Lionel Messi med sit sjette sæsonmål, da han kurvede et direkte frispark ind bag Iker Casillas i Real Madrids mål.
Sejren kan være et vigtigt moralsk boost for Real Madrid, der er kommet skidt fra start i Primera Division med et nederlag og en uafgjort kamp og allerede er fem point efter Barcelona i den samlede stilling.
/ritzau/