Real Madrid vandt det første opgør 4-2 og skulle torsdag gøre arbejdet færdigt for at sikre pladsen i semifinalen i Copa del Rey.Det lykkedes uden de store problemer, da Real Madrid ude besejrede Girona 3-1. Dermed vandt Real samlet 7-3 og fortsætter jagten på pokaltitlen, som FC Barcelona har vundet de seneste fire sæsoner.Daniel Carvajal fandt Karim Benzema efter 27 minutter, og efter et enkelt træk med bolden sendte franskmanden den i netmaskerne med en fin afslutning. To minutter før pausen blev Benzema så dobbelt målscorer i opgøret, da han hamrede bolden i mål med et lumsk skud i feltet. Junior Vinicius vippede bolden hen til Benzema, der sikkert afsluttede, og så var Real foran 2-0. Real havde flere profiler på bænken og gav spilletid til både Gareth Bale og Marco Asensio i anden halvleg. Asensio erstattede Benzema efter en time, mens Bale kom ind i stedet for Vinicius med 20 minutter igen. Kort efter smed Real bolden væk og blev fanget i et effektivt kontraløb af Girona. Bolden blev hurtigt flyttet fremad banen, og den endte hos Pedro Porro, der passerede Real-keeper Keylor Navas og reducerede til 1-2. Real slog dog hurtigt tilbage, da Marcos Llorente med et kvarter igen tog et træk og fladt hamrede bolden i mål uden for feltet til 3-1, som blev kampens resultat.Real Madrid vandt senest Copa del Rey i 2014./ritzau/