RB Leipzig skulle have tre point ude mod Augsburg fredag aften, hvis Yussuf Poulsens tyske klub skulle holde snor i Bayern München.
Sådan gik det dog ikke, da opgøret endte 2-2, og dermed tabte RB Leipzig et skridt i jagten på at følge med Bayern i toppen.
Bayern München topper Bundesligaen med 53 point efter storsejren på 8-0 over Hamburger SV.
RB Leipzig følger efter med 49 point på andenpladsen, men RB Leipzig har spillet en kamp mere end Bayern München, som lørdag møder FC Köln på udebane.
Augsburg kom foran 1-0 ved Konstantinos Stafylidis efter 19 minutter, men Timo Werner fik udlignet for gæsterne i første halvleg.
RB Leipzig bragte sig foran 2-1 efter pausen, men holdet kunne ikke holde føringen kampen ud.
Yussuf Poulsen var ikke med hos gæsterne, da den danske landsholdsspiller fortsat er ude med den skade, han pådrog sig i 0-3-nederlaget til Hamburger SV i februar.
/ritzau/