Hvis du også har undret dig over, hvordan bland selv-slik bare bliver billigere og billigere i konkurrencen om kunderne, er der nok en grund til det. 35 kontrolbesøg på henholdsvis Fyn og Sjælland har nemlig afsløret en udbredt svindel med betaling af afgifter, skriver Jyllands posten.
Det har foreløbig ført til 45 indskærpelser, 15 påbud og 7 bøder. Dertil kommer hele 32 tons slik, der er blevet beslaglagt:
"Der er store problemer i branchen. De snyder med afgifterne, og de har ikke sporbarhed på slikket, så vi har ingen mulighed for at trække det tilbage, hvis der skulle være noget i vejen med det," siger Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens rejsehold til Jyllands Posten.
Der bliver årligt solgt næsten 100.000 ton slik i Danmark, hvilket svarer til små 20 kg. Per dansker. Sukkerafgiften i Danmark ligger på 24,61 kroner per kilo plus moms.
Dansk erhverv vurderer, at slikket bliver importeret fra Sverige og Tyskland, hvor der ikke er sukkerafgift og, at det, sammen med ulovlig import af cigaretter, sodavand og øl, snyder den danske statskasse for cirka 1 milliard kroner årligt.
Kilde: Jp.dk