Efter to år og 33 kampe for FC København returnerer midtbanespilleren Rasmus Würtz til AaB med øjeblikkelig virkning.
Rasmus Würtz fik debut for FC København i 2007 mod FC Nordsjælland, men flere skader gjorde, at han aldrig rigtig fik spillet sig ind på holdet. I foråret var han udlejet til Vejle, som rykkede ned i 1. division.
"Rasmus har været et meget positivt bekendtskab, og vi har kun godt at sige om hans person. Desværre blev det - blandt andet på grund af skader - ikke til den forventede spilletid hos os. Vi skilles i fælles forståelse, og vi ønsker Rasmus held og lykke i AaB," siger sportsdirektør i FCK, Carsten V. Jensen.
Og midtbanespilleren glæder sig til at komme tilbage til Nordjylland.
"Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage. Min situation i FC København var ikke holdbar for mig i længden, og jeg er ovenud tilfreds med at klubberne kunne blive enige om denne løsning, der er perfekt for mig," siger Rasmus Würtz.