Tilbage i 2019 kunne man se Rasmus Seebach optræde i en række falske avisartikler, hvor sangeren angiveligt fortalte om sine bitcoin-investeringer.
Og nu er den gal igen.
Den populære hitmager er denne gang blevet misbrugt og brugt som blikfang i annoncer forklædt som falske avisartikler fra B.T.
Det er mediet tjekdet.dk, der har undersøgt det seneste af efterhånden mange svindelnumre, hvor danske kendisser misbruges.
Under et billede, hvor sangerens ansigt er manipuleret ind det, der ligner en ambulance, lyder overskriften: “Rasmus Seebach: Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at mange mennesker måske har de samme problemer som mig”.
Klikker man på linket, sendes man ind på et site, hvor man angiveligt kan investere i kryptovaluta.
Rasmus Seebach er en af efterhånden mange danske kendisser, der er blevet misbrugt på denne måde. Både Sarah Grünewald, Mette Frederiksen, Sofie Linde, Anders Lund Madsen, Mads Mikkelsen, Bjarne Riis, Anne Glad har oplevet noget lignende.