En spansk turist kan takke sangeren Rasmus Nøhr for sit liv.
Den fordrukne turist havde lagt sig til at sove på kajen ved Islands Brygge i København, da han faldt i vandet natten til søndag.
Nøhr kom forbi i samme sekund, hoppede i havnen og reddede ham op på land. Her fik han tilkaldt politiet.
Det skriver BT.
Nu kan popsangeren måske se frem til en anden hæder end grammyer og guldplader.
- Vores patrulje derude vurderer, at det er en gerning, som fortjener en belønning, så det er ikke utænkeligt, at han bliver indstillet til en dusør, siger vagtleder Claus Rønnegaard ved Københavns Politi til BT.
Turisten var dog langt fra taknemmelig for sit liv, og på land igen blev han aggressiv. Politiet mente, at han var for fuld til at tage vare på sig selv. Han røg derfor en tur med på politigården.
Senere skal Rasmus Nøhr deltage i den 9. sæson af Vild med dans.