Han havde hovedrollen i ”Vildmænd”, men det er nok begrænset, hvor mange erfaringer Rasmus Bjerg kan tage med til den ægte vildmark.
Og det får han ellers brug for i et helt nyt program, hvor kendte endnu engang skal prøve kræfter med vildmarken.
Denne gang skal seks kendte danskere vandre over bjergene i Kaukasus.
Sammen med en vildmarksekspert bliver de mødt af barske og uvante omgivelser, som både presser dem på fysikken, deres mentale tilstand og evne til at samarbejde, lyder det i en pressemeddelelse fra discovery+.
Blandt de seks deltagere er altså Rasmus Bjerg.
- Jeg er klar over, og jeg ved, at det er en kæmpe udfordring for mig, og jeg er på jomfruelig grund i forhold til mig selv. Det er også derfor, jeg gør det, siger skuespiller Rasmus Bjerg blandt andet i programmet.
Svært terræn, mange højdemeter og vilde dyr er bare blandt nogle af de udfordringer, som de seks deltagere kommer til at møde i det smukke Kaukasus ved Georgien.
Vildmarksekspert Kristian Jersing, som har flere års erfaring med at overleve i de fjerneste og mest ubarmhjertige egne, skal guide Rasmus Bjerg, Jeanette Ottesen, Jakob Fauerby, Marco Ilsø, Sara Sadiq Frost og Signe Skov gennem det til tider ubarmhjertige terræn i Georgien.
Deltagerne må kun medbringe det, som de selv kan bære på ryggen, mens de vandrer på de smalle bjergstier og improviserede broer.
Men det er ikke kun højdeskrækken og konditionen, der bliver testet.
Der er nemlig en risiko for, at de bliver konfronteret af vilde dyr som brune bjørne, ulve, leoparder og giftslanger, der findes i naturen i Kaukasus.
”Overlev Ødemarken” kan ses på discovery+ og Kanal 5 fra 7. april.