Fire år.
Så længe er det siden, at lægerne gav ni sindslidende grønt lys til at forlade det psykiatriske hospital Sct. Hans i Roskilde. Alligevel ligger patienterne stadig i hospitalets senge.
De venter fortsat på, at Københavns Kommune skaffer dem en bolig at blive udskrevet til. 12 andre har ventet i et til tre år.
Det er en skandale, under al kritik og uværdigt, lyder reaktionen fra politikere og organisationer for sindslidende.
Bliver syge på hospital
»Det er jo rystende. Det kan ikke være rigtigt, at bare fordi, det er psykisk syge, så parkerer man dem på en hospitalsafdeling. Det er simpelthen skandaløst. Der må være nogen i Københavns Kommune, der har mere end røde ører,« mener Thorstein Theilgaard, generalsekretær i Landsforeningen Bedre Psykiatri.
Han er stærkt bekymret for, at den lange ventetid på Sct. Hans har konsekvenser for de psykisk syge og deres sygdom. Det er nemlig et velkendt psykologisk fænomen, at det kan fastholde sindslidende i deres sygdom – og i nogle tilfælde endda forværre den – hvis de lever i et miljø, hvor der kun er andre psykisk syge.
Minister: Gør noget Ritt
Københavns socialborgmester, Mikkel Warming (EL) er politisk ansvarlig for de psykisk syges situation. Han kalder den lange vente tid fuldstændig uacceptabel , men forklarer den med, at det politiske flertal i København ikke har afsat penge nok til at bygge tilstrækkeligt med boliger til de psykisk syge.
Også velfærdsminister Karen Jespersen (V) ser på sagen med stor alvor, oplyser hendes pressesekretær.
Karen Jespersen holdt i går et møde med Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og bad hende om at se på sagen og tage ansvar for at få løst problemet.