Influenza A har taget sit første offer, der ikke var i risikogruppen.
Der er tale om en kvinde i 40'erne. Hun boede i København og døde den 28. november. Det oplyser Sundhedsstyrelsen.
Det er prøver fra den afdøde kvinde, der afslører, at hun havde H1N1, da hun døde, selvom hun ikke var syg eller havde en kronisk lidelse i forvejen.
"Det kan desværre ske, at influenza A (H1N1) udvikler sig til en alvorlig sygdom for ellers raske mennesker," siger overlæge Else Smith fra Sundhedsstyrelsen.
"Heldigvis har sygdommen indtil videre haft et mildt forløb i Danmark for langt de fleste, og sådan forventer vi også, at det vil fortsætte", siger Else Smith.
Endnu en kvinde er død af Influenza A, hun var dog i risikogruppen. Dermed har influenzaen taget 11 danske liv i perioden 11. til 28. november.