Dagen før valget blev udskrevet, lovede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at hjælpe børn, som bliver syge af at bo på asylcentre i årevis.

Straks fulgte den daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) op med løfter om nye hjem:

»Vi vil nu tilbyde børnefamilier, der har boet i vores asylcentre i en årrække, at bo uden for centrene.«

Da løfterne faldt, sad den irakiske familiefar til fem, Rashid Gargari, i sin toværelses lejlighed på Asylcenter Avnstrup.

»Vi håber som alle andre«

Det er ni år siden, han og familien flygtede fra Nordirak til Danmark. De nye løfter tændte for et øjeblik et spinkelt håb.

»Vi håber som alle andre mennesker på at få vores eget hjem. Politikerne får mig til at håbe. Men jeg tror ikke rigtig på dem. Ikke mere,« siger Rashid Gargari.

Inden jul skal han efter alt at dømme heller ikke håbe på nyt. De fleste partier har endnu kun været til indledende kaffemøder i Integrationsministeriet, og ingen partier tør give et bud på, hvornår en ny asylaftale kommer på plads.

»Vi taler da, men en aftale før jul, det tror jeg ikke på,« siger integrationsordfører Peter Skaarup (DF).

Men uanset hvornår politikerne bliver enige, vil aftalen aldrig komme i nærheden af det, Rashid Gargari drømmer allermest om.

Drømmer om Sverige

»Hvad så, hvis vi får en lejlighed? Politiet kan jo stadig lige pludselig komme og smide os ud af landet. Efter alle de mange år i Danmark synes jeg, at vi skulle have ret til at få opholdstilladdelse. Mine børn har ret til en fremtid.«

Efter ni år på 11 forskellige asylcentre og afvisning på afvisning har Rashid Gargari dog svært ved at tro på, at de danske politikere vil opfylde hans drømme.

»En af mine venner har været heldig. Han kom til Sverige. Han har fået opholdstilladelse og har lige åbnet sin egen restaurant. Jeg føler, jeg har spildt 10 år af mit liv her i Danmark.«