Både brandbiler fra Vejle Brandvæsen og Trekant Brand var sent fredag eftermiddag til stede ved en større brand på Randsalle i Høll, der ligger lige nord for Fredericia.
Det skriver pressefotos.dk.
Store flammer rejste sig op fra sommerhuset, mens slukningsmandskabet knoklede for at få ilden under kontrol.
- Det brænder rigtig meget, og flammerne er flere meter høje. Brandvæsenet har lige fået tryk på slangerne, oplyste presse-fotos.dks udsendte.
Vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi oplyser senere til Fredericia Dagblad, at der ikke er sket personskade.
- Vi er fortsat ude på stedet, så der pågår fortsat slukning. Så prøver vi at finde ud af, hvad der er årsagen. Men der er for nuværende ikke noget, der tyder på, at branden skulle være påsat, siger vagtchef Halfdan Kramer til mediet.