Tiger Woods havde faktisk en udmærket anden runde i BMW Championship på Conway Farm i Lake Forest, Illinois. Men hans gode humør blev spoleret af en straf.
Officials i PGA-turneringen gav Tiger Woods en straf på to ekstra slag på sit første hul fredag.
Woods ville fjerne en lille pind, som han syntes lå i vejen for bolden. Det betød, at bolden bevægede sig en ganske lille smule. Det havde en videofotograf gjort PGA-turneringens dommere opmærksom på.
Tiger Woods mente selv, at bolden blot drejede på plads, og var uenig i straffen. Han var rasende og nægtede selv at tale med pressen efter sin anden runde.
- Han fjernede først noget forhindring bag bolden - ingen problemer i det overhovedet. Dernæst ville han fjerne en lille gren, og da han gjorde det, bevægede bolden sig, siger vicepræsidenten for arrangørerne, Slugger White, ifølge AFP.
- Tiger ved godt, at der var bevægelse, men han mener, at bolden blot rullede på plads - at den blev, hvor den var. Men vi har videobilleder, og bolden flyttede sig, fortsætter han.
Med straffen gik Tiger Woods anden runde i 72 slag. Han er nu delt nummer 13 - syv slag efter amerikanerne Brandt Snedeker og Jim Furyk, som fører. Jim Furyk gik anden runde i forrygende 59 slag.
/ritzau/