Vejle tabte fredag aften med hele 0-3 på udebane til Sønderjyske, og klubben er dermed næstsidst i Superligaen.
Gæsterne havde ikke de bedste arbejdsbetingelser for at levere et godt resultat, da forsvarsspiller Viljormur Davidsen fik direkte rødt kort efter 18 minutter.
Kendelsen blev Vejle-træner Adolfo Sormani så rasende over, at han nægtede at udtale sig efter nederlaget.
I stedet for Sormani, var det Vejles assistenttræner, Morten Bisgaard, som repræsenterede Vejles trænerstab efter kampen.
- Jeg har selv boet i Italien, og i forhold til Adolfo Sormani, så var der noget lava, som lige skulle løbe ned af krateret.
- Der var mange følelser i spil i kampen, og jeg ville sikre mig, at der ikke gik noget tabt i oversættelsen fra engelsk til dansk, siger Morten Bisgaard.
Bisgaard ville ikke selv vurdere om det røde kort var korrekt, men fokuserede i stedet på det røde korts betydning for kampen.
- Det røde kort ødelagde vores plan for kampen. Vi havde øvet os i at forsvare med 11 mand, og det blev langt svære, da vi blev en mand mindre.
Vejle-spilleren Mads Greve mente ligeledes, at det røde kort blev afgørende i nederlaget.
- Kampens forløb ændrede sig efter det røde kort. Jeg synes, at vi startede rigtig godt, men efter det røde kort blev vilkårene sværere, siger Mads Greve
På trods af det røde kort følte Mads Greve, at Vejle havde godt styr på begivenhederne, indtil Sønderjyske scorede det første mål.
- Selv om vi var en mand i undertal, synes jeg, at vi havde fuldstændig styr på det, indtil de kom foran, siger Greve.
Vejle får mulighed for revanche, når holdet i næste runde møder FC København på hjemmebane.
/ritzau/