Det er ikke kun kamphundene, der går til angreb i sommervarmen. I juli måned blev en 41-årig buschauffør fra Århus Sporveje nemlig overfaldet og bidt af en fuld og aggressiv passager, da han forsøgte at smide passageren ud af bussen.
Biddet har nu resulteret i, at buschaufføren er blevet smittet med leverbetændelse.
Det fortæller Chris Oxholm, der er sikkerhedsrepræsentant ved Århus Sporveje, til P4 Østjylland.
Han siger videre: "Det er helt uacceptabelt, at vi har kolleger, der ikke kan få lov til at passe deres arbejde."
Buschaufføren modtager nu medicinsk behandling og psykologhjælp.
Epsioden er blot en af mange, hvor buschauffører hos Århus Sporveje er blevet krænket psykisk eller fysisk.
Alene i juli måned blev der registreret 20 tilfælde, og tidligere har man også indstillet busdriften i nogle områder, fordi chaufførerne følte sig utrygge.