Den globale musikindustri havde en vækst i 2017 på 8,1 procent. Det digitale salg udgjorde for første gang over halvdelen af indtægterne takket være streamingtjenester.
Det fremgår af en rapport fra IFPI, den internationale sammenslutning for indspillet musik.
I alt indbragte musiksalget knap 106 milliarder kroner, og streaming stod for 54 procent af indtægterne.
Med 8,1 procents vækst er det tredje år i træk, at musikindustrien vokser. Det kommer efter nogle sløje år. Musiksalget toppede i 1999.
Salgstallet i 2017 er kun to tredjedele af salget i 1990'erne.
Fremgangen kan næsten udelukkende tilskrives streamingtjenesterne. De mest succesfulde er Spotify, Deezer og Apple Music.
Ifølge IFPI's årsrapport havde 178 millioner mennesker verden rundt ved udgangen af 2017 at abonnement på en streamingtjeneste. Der er gode muligheder for fremtidig vækst, mener branchen.
- Vi har kæmpet hårdt for at nå hertil, og efter 15 års nedgang er der masser af plads til vækst, siger lederen for IFPI, Frances Moore.
Det fysiske salg, typisk cd'er, falder på ny meget. Det eneste lyspunkt er plader. Vinyl er hot blandt feinschmeckere og voksede med 22,8 procent i 2017.
/ritzau/AFP