Regeringen vil med sin sundhedsreform have 40.000 færre indlæggelser i 2025. En af midlerne til at nå målet er at udbrede et særligt vestjysk akutteam, som regeringen har udnævnt til "et forbillede", der forebygger indlæggelser, og som derfor skal udbredes til resten af landet.
Men det fælles akutteam mellem Esbjerg Kommune og Sydvestjysk Sygehus har ikke nogen effekt på antallet af indlæggelser, viser en evaluering foretaget af Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd, Vive.
- Vi kan ikke se noget, der tyder på, at akutteamet forebygger indlæggelser, siger Martin Sandberg Buch, der er projektchef hos Vive.
Akutteamet består af 12 sygeplejesker, der tager sig af især ældre og svækkede borgere med kronisk sygdom. Målet er både at forebygge indlæggelser og genindlæggelser og at sikre en bedre overgang, når patienterne bliver udskrevet fra sygehuset.
Men intet i evalueringen peger altså på, at akutteamet forebygger indlæggelser. Og det er helt i tråd med en række tidligere forsøg, påpeger Martin Sandberg Buch:
- Det er svært at forhindre indlæggelser og genindlæggelser, når man taler om ældre og ofte meget syge borgere. Der er heller ikke nogen andre steder i landet, hvor man har kunnet dokumentere, at akutteams eller lignende kommunale indsatser er i stand til at forebygge indlæggelser, siger han.
Det er især vanskeligt at forebygge indlæggelser af svækkede ældre borgere, som netop er dem, regeringen har størst fokus på i sin målsætning om 40.000 færre indlæggelser i 2025.
- Når man er oppe i +80-årige ældre borgere med mange kroniske og svære sygdomme, så er de altså bare så syge, at de engang imellem skal på hospitalet. Det må man erkende, siger Martin Sandberg Buch og tilføjer:
- Det vigtigste i forhold til ældres indlæggelser er, at det sker på det rigtige tidspunkt, og at de får en god behandling og kommer godt hjem igen. Det er langt vigtigere end, hvor mange gange man kommer ind.
Løkke: Esbjergs akutteam er et forbillede
I regeringens sundhedsudspil bliver akutteamet i Esbjerg specifikt fremhævet som det gode eksempel, der "bygger bro mellem sygehus og kommune". Udspillet lægger op til, at de 21 nye sundhedsfællesskaber, som regeringen vil oprette, skal lave lignende løsninger i hele landet.
I forbindelse med præsentationen af sundhedsudspillet den 16. januar udnævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) akutteamet i Esbjerg til "et forbillede" og et glimrende eksempel på det, sundhedsreformen skal sætte i system og udbrede til hele landet.
Samme dag udtalte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til DR:
- Når vi kigger på Esbjerg, så er man jo i høj grad lykkedes med at have fællesansættelser på tværs af Sydvestjysk Sygehus og kommunale funktioner. Man formår at forebygge indlæggelser og sørger for, at flere borgere bliver behandlet i eget hjem, og det ønsker vi at udbrede.
DR ville gerne have spurgt sundhedsministeren, om hun fortsat mener, at akutteamet fra Esbjerg skal udbredes til resten af landet - og om det i lyset af evalueringen stadig er realistisk at forebygge 40.000 indlæggelser for især ældre medicinske patienter - men Ellen Trane Nørby har ikke ønsket at stille op til et interview.
I stedet udtaler hun i et skriftligt svar:
- Akutteamet i Esbjerg har formået at skabe mere tryghed og mere sammenhæng for de ældre medicinske patienter. Det er utroligt positivt. Samtidig er kommunen en af de kommuner i landet, der er allerbedst til at forebygge indlæggelser. De resultater skal vi da bruge i det videre arbejde med at skabe et bedre og mere nært sundhedsvæsen. Også selvom målet med at nedbringe de forebyggelige indlæggelser yderligere ikke er nået.
Sygehus og kommune er godt tilfredse
Selvom akutteamet ikke ser ud til at forebygge indlæggelser, er både patienter og personale tilfredse med ordningen, viser evalueringen. Akutteamet ser også ud til at have en god effekt på samarbejdet mellem den kommunale sygepleje og sygehusets akutmodtagelse.
Derfor er direktøren for fritid, sundhed og omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen, også tilfreds med evalueringen:
- Rapporten viser jo, at en stor del af borgerne er enormt trygge ved at blive udskrevet fra sygehuset og blive færdigbehandlet i eget hjem. Det er vi dybt stolte over.
- Vi var fra start klar over, at det kunne være svært at dokumentere, om vi kunne nedbringe genindlæggelserne. Særligt med det år 2018, vi har været igennem med en svigtende influenza-vaccine og en rigtig varm sommer, siger han.
På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er lægefaglig direktør Anna Marie Bloch-Münster samtidig også tilfreds med, at rapporten konkluderer, at akutteamet hverken har betydet flere omkostninger til sundhedsydelser eller hjemmepleje:
- Vi har ikke skullet betale mere for at få rigtig god patienttryghed og patienttilfredshed.
DR