Den amerikanske avis New York Times er kommet i besiddelse af en endnu ikke offentliggjort rapport fra den tværpolitiske Baker-Hamilton-gruppe, der er et af de mest centrale omdrejningspunkter for udformningen af USA?s indsats i Irak. Rapporten anbefaler, at USA snarest begynder gradvist at trække landets tropper hjem.
Tilbagetrækningen skal lægge pres på den irakiske regering, som ifølge rapporten langt fra gør nok for at afvæbne de shia-muslimske militser.
De amerikanske tropper, der trods alt skal blive i Irak, skal have en helt anden rolle end i dag. I stedet for, at det er amerikanere, der kæmper mod oprørere, vil det ifølge rapportens anbefalinger være de irakiske styrker, der fremover kommer til at udføre denne opgave, skriver Reuters.