Iraks kurdiske region planlægger at holde en folkeafstemning om selvstændighed den 25. september, siger en embedsmand onsdag til Reuters.
I et tweet på det sociale medie Twitter fra den kurdiske leder Massoud Barzanis assistent, Hemin Hawrami, hedder det:
- Store nyheder. Folkeafstemning i Kurdistan om uafhængighed vil finde sted den 25. september i 2017.
Datoen er blevet fastsat efter et møde mellem de kurdiske politiske partier under ledelse af Barzani, som står i spidsen for den regionale regering i det autonome område, rapporterer den kurdiske tv-station Rudaw.
En højtstående kurdisk embedsmand, Hoshyar Zebari, sagde i april til Reuters at en folkeafstemning ville blive holdt i år for at få lagt øget pres på modparten i kommende forhandlinger om selvbestemmelse - efter nedkæmpelsen af Islamisk Stat.
Kurderne har spillet en central rolle i den amerikanskstøttede kampagne mod Islamisk Stat, som for næsten tre år siden havde kontrol over en tredjedel af Irak og store dele af Syrien.
Islamisk Stat er blevet presset tilbage i Mosul, hvor de kun har kontrol over en brøkdel af storbyen.
Kurderne i Irak har haft et selvstyreområde siden krigen i 1991. Det kurdiske mindretal i den nordlige olierige region, der omfatter Kirkuk, har imidlertid langvarige og bitre stridigheder om land, olie og rettigheder med det arabiske flertal.
Oliebyen Kirkuk, som kurderne ønsker som en del af deres selvstyreregion, har araberne tidligere afvist at give afkald på.
Det kurdiske selvstyre og regeringen i Bagdad har for eksempel haft stridigheder om gyldigheden af oliekontrakter, som kurderne har indgået med udenlandske firmaer.
Der er omkring fem millioner kurdere i det nordlige Irak.
Kurderne er en folkegruppe, som lever i Tyrkiet, Irak, Iran, Syrien og Armenien. De bruger selv betegnelsen Kurdistan om de områder, hvor de er i flertal. Kurderne taler et sprog, der er beslægtet med persisk og er for det meste sunnimuslimer.
/ritzau/Reuters