Endnu før flyet forlod landingsbanen, forlod tålmodigheden og selvkontrollen tilsyneladende den engelske rapper Dizzee Rascal. Musikeren, som sammen med sit band var på vej til Portugal, hvor de skulle optræde til en festival, blev pillet af flyet i Heathrow i London.
Nu risikerer Rascal, hvis kunstnernavn på dansk betyder 'slyngel', at få livstids-karantæne af flyselskabet British Airways, skriver dailymail.co.uk. Flyselskabet vil først foretage en intern undersøgelse af episoden.
Sangeren, som står bag hittet 'Bonkers', blev hentet af politiet, efter at han åbenbart havde svinet en stewardesse til på det groveste. I følge et øjenvidne var både Dizzee Rascal og bandmedlemmerne oprørte.
"Dizzee var ved at blive meget vred over, at det tog så lang tid at lette. Så hidsede han sig op over for personalet," siger øjenvidnet til dailymail.co.uk.
Efter politiet havde hentet Rascal på 1. klasse, begyndte bandmedlemmerne at råbe op om, at de ikke kunne gennemføre de kommende koncerter uden rapperen. Men det gjorde ingen forskel, for Rascal nåede ikke at komme tilbage i tide og måtte aflyse koncerten i Portugal.
Kilde: dailymail.co.uk