Det har været en noget nær miserabel sæson for den skotske fodboldklub Rangers FC, og nu er klubben også blevet ramt af et internt opgør mellem manager Paul Le Guen og holdets anfører Barry Ferguson. Uoverensstemmelserne mellem de to har sågar ført til, at Paul Le Guen simpelthen har valgt at tage anførerbindet fra den populære spiller. Barry Ferguson vil ikke engang være på holdkortet, når Rangers tirsdag møder Motherwell.
Hvad stridigheden går på er endnu uvist, men manager Paul Le Guen er under voldsomt pres efter en sæson hvor resultaterne langt fra har flasket sig. Rangers er således hele 17 point efter ærkerivalerne fra Celtic. Om det hjælper manageren at give anførerbindet til Gavin Rae vil tiden vise.