Den blot 20-årige angriber Dormushali Saidhodzha fra Botev Plovdiv i den bedste bulgarske fodboldrække er kommet til Randers FC for at indlede et 14 dages prøveophold i klubben. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Den 1,84 meter høje Dormushali Saidhodzha betegnes som en boldsikker angriber, der i den bulgarske efterårssæson har nettet otte gange i 14 kampe for Botev Plovdiv, og han ligger i øjeblikket på en delt andenplads på den lokale topscorerliste.
Randers FC ligger i vinterpausen i ingenmandsland som nummer otte i Superligaen uden realistiske muligheder for at nå hverken det ene eller andet.