I en chancefattig kamp endte det 1-1 via to tilfældige scoringer i anden halvleg.
Først fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark, da Randers' Robert Arzumanyan unødvendigt hev Martin Bernburg i trøjen.
Det udnyttede Bayram Fetai sikkert. Men nordsjællænderne havde igen bundholdets mangel på held – og Randers det modsatte –, da kæmpestore Marc Nygaard meget heldigt udlignede med syv minutter igen.
På et indlæg fra højresiden ville den tidligere QPR-angriber tæmme bolden med knæet. Det lykkedes ikke så godt, men til gengæld gik bolden i en blød bue over Jesper Hansen.