Først røg Viborg HK ud. Og senere søndag stod det klart, at også Randers HK er yderst tæt på at være færdige i dette års udgave af Champions League.
Randers HK tabte 23-27 på udebane til rumænske Oltchim Valcea og har kun en yderst teoretisk mulighed for at avancere fra gruppespillet i Champions League.
De rumænske kvinder trak fra Randers i anden halvleg, efter at de to hold have spillet helt lige i første halvleg, som endte 10-10.
Randers har blot to point på tredjepladsen, mens Oltchim Valcea nu har otte point på gruppens førsteplads.
Det østrigske storhold Hypo Niederösterreich har seks point på andenpladsen og kan i teorien hentes af Randers, hvis jyderne vinder en storsejr over østrigerne på hjemmebane.
Derudover kræver det, at Randers vinder næste rundes Champions League-kamp ude mod Buxtehude, samtidig med at Oltchim Valcea vinder ude over Hypo Niederösterreich.
Randers HK tabte det første opgør mod Hypo Niederösterreich med 25-32, men jyderne har fordel af hjemmebane i det måske afgørende opgør i gruppen, som skal spilles 18 november.
Randers HK har dog uanset hvad stadig noget at spille for i gruppen, da klubbens nuværende tredjeplads giver adgang til EHF Cuppen.
/ritzau/