Randers nye træner Colin Todd kunne ikke have drømt om en bedre start på sit danske eventyr. Først blev det til en sikker 3-0-sejr over oprykkerne fra Lyngby, så blev Viborg sendt hjem med et nederlag på 2-0 og her til aften var det så AaB, der blev sat på plads foran 8.889 tilskuere i Randers.
Og sat på plads blev gæsterne fra AaB. Sejren blev på sikre 5-0, og Randers er dermed alene i front i ligaen.
Randers - og kampens - helt store spiller var Thomas Dalgaard. Tre mål sendte han ind bag Martin S. Jensen i AaB-målet, hvilket placerer ham øverst på topscorerlisten med seks mål i tre kampen.
Rødt kort til AaB
Første varsel om, hvilken vej det ville gå i aftenens kamp, kom efter bare 50 sekunder, hvor Tidiane Sane sendte Dalgaard af sted i
dybden. AaBs forsvarer Danny Califf så sig nødsaget til at stoppe
Randers-angriberen med ulovlige midler, og dommer Emil Laursen
reagerede omgående ved at trække det røde kort.
Og efter otte minutter gik det så galt for AaB. Martin S. Jensen fik ikke fat på et indlæg fra Jonas Damborg, og så kunne Dalgaard bringe hjemmeholdet i front.
Få minutter senere blev det 2-0. AaB s Michael Pedersen fældede Bedi Buval
i feltet, og straffesparket sendte Kenneth Møller Pedersen i nettet.
Kort før pausen blev det 3-0 ved Dalgaard, der headede et indlæg fra Søren Pedersen i mål.
I anden halvleg fortsatte Randers det gode spil og i det 53. minut slog Dalgaard til igen på et indlæg fra Kenneth Møller Pedersen.
Et lille kvarter før tid scorede indskiftede Fabinho på et flyvende
hovedstød til slutresultatet 5-0.