En mandlig cyklist blev torsdag eftermiddag ramt af en bil på Nyborgvej i det østlige Odense.
- Cyklisten er alvorligt tilskadekommen og er blevet kørt på sygehuset, oplyser Fyns Politis vagtchef Heidi Grandt Andresen til Fyens Stiftstidende.
Vagtchefen fortæller til Ritzau, at det er en 17-årig, der er kommet til skade.
- Vi er til stede ved krydset Nyborgvej / Ejbygade / Ørbækvej i Odense i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld. Nyborgvej er spærret øst for krydset, og vi opfordrer til at bilister finder alternativ rute, og at man følger politiet anvisninger på stedet, tak, lød det fra Fyns Politi på X klokken cirka 16.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken kl. 15.29.