»Jeg undskylder flere tusinde gange for mine tåbelige udtalelser,« sagde præsidenten.
Baggrunden for dette optrin er, at Calderón har holdt tale på et universitet og svinet en række af klubbens spillere til. Han vidste ikke, at de kvikke studerende optog foredraget og siden sendte det til en radiostation.
På Rygtebørsen vil vi ikke stå tilbage for en flok spanske studerende og bringer her, hvad præsidenten sagde:
»David Beckham bliver ikke andet end en middelmådig skuespiller i Hollywood.«
»Selv som 31-årig fortsætter Guti uden nogensinde at blive til noget.« Så talte Calderon om spillernes egoisme, forfængelighed og nærighed:
»De betaler intet, hvorend de går hen, og de tjener i omegnen af 12 millioner euro.«
Og klubbens fans fik også lige en bredside med:
»Det er som at gå i teatret. Der er ingen følelser som i England og Italien.«
Hårde ord, men manden
har jo ret. Hvorfor undskylder han så? En anden, der en gang blev optaget, mens han sagde sin ærlige mening, er den tidligere engelske landstræner, Sven-Göran Eriksson. Selvom det var med til at gøre ham meget upopulær i England, sætter svenskeren ikke sit lys under en skæppe. Ifølge The Guardian afviser Eriksson det ene trænerjob efter det andet, fordi han satser på, at han kan overtage José Mourinhos job i Chelsea til sommer.