Danske fans af metaldrengene fra tyske Rammstein har meget at glæde sig til om et halvt års tid.
Ikke nok med at bandet til efteråret planlægger at udsende deres sjette studiealbum, som har været tre år undervejs, så har Rammstein også netop offentliggjort, at de lægger vejen forbi Danmark i forbindelse med deres Europaturne i november-december.
Den 15. december gæster de Forum i København.
Bandet fik sit gennembrud med de to album 'Reise, Reise' fra 2004 og 'Rosenrot' fra 2005, hvor blandt andre singlerne 'Ohne Dich' og 'Benzin' stammer fra.
Bandet er desuden kendt for at være med til at give genren 'new german hardness' sit navn, skriver Gaffa.dk.