I fredags blev billetterne til Rammsteins koncert i Forum sat til salg. Lidt under en time efter var de totalt udsolgt, og frustrerede fans måtte give fortabt - nogle af dem havde ventet fra start af i billetkøen.
Billetterne var ellers sat til småpebrede 550 kr. Samtidigt meldes der om udsolgte billetterne til flere af Rammsteins andre koncerter i Europa.
Sidste gang Rammstein gæstede Danmark var i 2004 til Giants of rock-arrangementet på Gentofte stadion. Det skriver gaffa.dk
Rammstein er kendt for deres liveshows, der involverer masser af bål, brand og pyroteknik. Meterhøje flammer og musikkens hårde beat sætter stemningen, når kongerne af genren 'tanzmetal' gæster Danmark den 15. december.