Måske kan temperaturen ramme 20 grader i dag, skriver TV 2 Vejret.
Men så skal man også befinde sig i København, hvor der på Frederiksberg blev målt 18,7 grader som tirsdagens højeste officielle temperatur.
Samme sted kan vi måske måle 20 grader onsdag, skriver TV 2 Vejret optimistisk.
En ting skulle være ganske vist: Foråret er for alvor kommet.
Er man ikke på Frederiksberg eller i København i dag, så kan man forvente at termometret i eftermiddag vil nå op på mellem 15 og 18 grader - og endnu mere i et vindstille og solrigt hjørne.
Det bliver ifølge TV 2 Vejret varmest i de østlige landsdele og Sydjylland. Nær kyster med pålandsvind holder temperaturerne sig under 15 grader, skriver vejrtjenesten.
Selvom foråret har fået fat i Danmark, så skal man skynde sig at nyde onsdagen. Et vejrskifte er nemlig på vej. Påskedagene byder på koldere vejr med kun omkring ti grader i eftermiddagstimerne.