En bil er braget gennem facaden på en guldsmedeforretning på Amagerbrogade på Amager i København.
Bilen, der er en rød Fiat Punto, står tidligt torsdag morgen halvvejs inde i forretningen, oplyser Københavns Politi til Ritzau.
- Vi får en anmeldelse klokken 02.43 om, at en bil er kørt gennem facaden på en guldsmed på Amagerbrogade. Da vi kommer frem, holder der ganske rigtigt en bil inde i forretningen, siger den centrale efterforskningsleder Sajjad Haider.
- Da vi når frem, er der ingen omkring gerningsstedet, og gerningsmændene er flygtet. Der var ingen i forretningen, da det skete, og der var heller ikke mange mennesker på gaden, så vi har ikke rigtig vidner til episoden, siger han.
Politiet afspærrede kortvarigt Amagerbrogade, men den travle vej er åben igen, så morgentrafikken kan komme forbi, mens politiets teknikere arbejder på stedet.
Der er endnu intet overblik over, hvad gerningsmændene kan være sluppet af sted med.
- Det ligner et større kaos derude med knust rude og en masse glasskår, så det er svært for os at se, hvad gerningsmændene er gået efter. Vi har heller ikke overblik over, hvad der er blevet taget fra stedet, siger Sajjad Haider.
På grund af manglende vidner ved politiet heller ikke, hvem det skal lede efter.
- Vi har ingen signalementer på gerningsmændene og ved ikke, hvor mange der har været med, så hvis vidner har set eller hørt noget omkring Amagerbrogade 57, må de meget gerne ringe 114.
Bilen kan blive et vigtigt spor i opklaringen, da den var stjålet i nærheden.
- Det er en rød Fiat Punto, der er blevet stjålet fra Parmagade for et par dage siden. Så ved man noget om det tyveri, der angiveligt fandt sted natten mellem mandag og tirsdag, er det også interessant for os, siger Sajjad Haider.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.