Glæden var kort for to tyve i Aarhus. For politiet fangede dem bare fem minutter efter, de havde begået et rambuktyveri mod Magasin klokken 04.10 natten til fredag.
- De to var på vej væk derfra i en BMW, som også var blevet set på stedet, så den blev naturligvis standset, og de blev anholdt, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Jens Rønberg.
- Det tyder på, at de havde brugt BMW'en til tyveriet, tilføjer han.
Under anholdelsen blev en af tyvene bidt af en politihund, og han skal derfor en tur forbi skadestuen fredag morgen.
Politiet mener, at en tredje person var involveret i tyveriet.
- Ham leder vi stadig efter, siger vagtchef Jens Rønberg.
I bilen var flere tyvekoster, men politiet har endnu ikke overblik, hvor stort byttet var.