Før filmen blev opfundet, var de kun fantasifostre, disse enestående enspændere, som formår at rydde op i hele verden på en halv dag.

Men i dag er heltene også blevet nyttige idioter for vestens politiske kamp mod alverdens krig, terror og undertrykkelse.

Hollywood har ganske enkelt lært os, at Rambo har ret til ammunitionstung blodrus, når ingen gider lytte, ligesom Jack Bauer igennem 168 tv-episoder gerne må bruge tortur for at forhindre, at fanatiske islamister sprænger et shoppingcenter i luften.

Derfor må og kan de ikke dø, disse iskolde ikoner, der igen og igen redder verdens røv, når ondskaben sætter så hårdt ind, at al diplomati bliver lammet. For hvor var vi uden den kompromisløse helt, der med koldt bly og varme øretæver kan give de satans banditter igen af samme, lede skuffe. Yippee-ki-yay, motherfucker!

Rambo ser rødt

Kombinationen af berettiget hævn og blodig selvtægt er en så integreret del af Amerikas filmhistorie, at vi ikke længere undrer os, når de allermest ekstreme metoder bliver taget i brug. I klassiske westerns skyder man før, man spørger, ligesom John Wayne. I berømte gangsterfilm likviderer man hinanden på den mindste mistanke, ligesom Al Pacino.

Og i legendariske krimier henretter man hellere sin fjende på stedet end overlader ham til et system, der alligevel lukker synderen ud efter ganske få år bag tremmer.

Den slags film gør, at vi forstår tankegangen, når USA drager ud i verden for at rydde op i uretfærdighederne. Agere politibetjent. Eller storforbryder. Alt efter synsvinkel. Men nogen skal jo gøre det beskidte arbejde, og her fletter Washingtons politiske idealer gerne fingre med Hollywoods filmiske idealer hen over det mægtige land.

Rambo ser rødt

Sylvester Stallone er imorgen aktuel med sit fjerde fjerde Rambo-slag, som foregår i Burma. Regeringstropperne piner i flere scener civilbefolkningen på en måde, så selv nazitidens sadistiske SS-tropper ville tage noter.

De eksil-burmesere, som har set den nye Rambo-film, jubler efter sigende, når regeringssoldaterne møder amerikansk enegang, og får hevet struben ud, bliver halshugget eller skudt i to stykker. Bogstaveligt talt. Aldrig har Rambo dræbt så mange så brutalt. 2,59 mord pr. minut, faktisk.

I alt 236 gule burmesere må lade livet for at Rambo kan redde en håndfuld hvide amerikanere. De elsker Rambo i Burma, hvor filmen i sagens natur er forbudt, men dog eksisterer som piratkopi. Især kan folk identificere med sig med Stallone-replikken: »Live for nothing...or die for something.«

Tortur a la Jack Bauer

Jack Bauer har igennem syv sæsoner af verdens mest prisbelønnede serie 24 timer været så ihærdig en anti-terroragent, at hvis han fandtes i virkeligheden, så ville han personligt have nedsat gennemsnitsalderen for mellemøstlige mænd.

Men Jack er ikke bare USA s egen terrorist-udrydder, han finder også altid de mørklødede fjender på under et kvarter - uanset, hvor de gemmer sig. Fordi, han har adgang til alverdens satellitter og databaser.

Jo, det er bare en tv-serie, der nu bliver filmatiseret, men det er også timevis af argumenter for Big Brother-samfundet og den totale kontrol af alle borgeres private gøren og laden i terrorbekæmpelsens hellige navn.

Jack Bauer er Rambo med hjerne. Og tilhænger af overtalelse og tortur. Ofte må potentielt uskyldige mennesker lide for at redde andre helt uskyldige mennesker. Sådan er virkeligheden. Sådan er film. Budskabet er, at for at bekæmpe sin fjende, skal man være som sin fjende. Dét ved de både i Hollywood og i Washington. Og så er det ellers op til den enlige helt at redde verden helt på egen hånd.