108 millioner kroner i alt, eller 4,7 millioner kroner hver, kan de spanske spillere sætte ind på deres bankkonto, hvis de går hele vejen i Sydafrika og snupper VM-guldet.
Det er den absolut største præmiesum blandt holdene til VM-slutrunden. Og Spanien er favoritter.
Men nyheden har fået politikerne på den spanske venstrefløj op i det røde felt.
De svimlende summer, betalt af det Spanske Fodboldforbund, står nemlig i skarp kontrast til den dybe finansielle krise, som landet lige nu befinder sig i.
"Det er en skandale. Hvorfor fortjener de spanske spillere så mange penge midt under en økonomisk krise, hvor pensionister fryser og lønninger sænkes," siger partilederen fra Izquierda Unida, Gaspar Llamazares, til spanske medier.
Selvom fire millioner spaniere pt. er arbejdsløse, og store dele af befolkningen har problemer med at få det til at løbe rundt, ser det ikke ud til at have påvirket fodboldforbundets beslutning.
Rent faktisk har de hævet summen fra EM for to år siden, hvor de spanske stjerner hver fik to millioner, da de vandt.
Andre partier på venstrefløjen foreslår, at spillerne i stedet for at modtage penge får en medalje for deres anstrengelser.
De spanske spillere har efter den megen polemik, nyheden har skabt, talt om at donere nogle af pengene til sociale formål. Primært i Afrika.