Med blodige konsekvenser har bombardementer weekenden igennem stået på mellem Israels hær og Hamas i den palæstinensiske enklave Gaza.
Søndag blev 19 palæstinensere dræbt i israelske luftangreb, og i alt mistede fire israelere og 22 palæstinensere livet ved angreb i weekenden ifølge Reuters.
Men natten til mandag indgik Israel og Gaza en våbenhvile, der samtidig markerede begyndelsen på den muslimske fastemåned, ramadan.
Våbenhvilen lod palæstinenserne stå op til en fredelig himmel mandag morgen og gav dem dermed mulighed for at gå roligt i gang med den årlige ramadan.
Traditionelt handler familierne ind i dagene op til ramadanen, så de har mad og drikke parat ved solnedgang. I Gaza var de fleste butikker og markeder dog lukket søndag på grund af de voldsomme bombardementer.
- Vi er vant til den her situation, vi bekymrer os ikke om det længere, siger den 42-årige palæstinensiske arkitekt Rushdi Anbar til AP, imens han skyndte sig videre til det marked, der endnu ikke var lukket.
I 2014, da konflikten mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gaza var på sit højeste, begyndte dødelige kampe i ramadanens anden uge og fortsatte i 50 dage.
- Jeg tror ikke, at vi er klar til at udholde al den lidelse igen, siger Anwar Zeydieh, mor til tre og bosiddende i Gaza.
Ramadanen afholdes af muslimer verden over og markeres ved, at de afholder sig fra mad, drikke, røg og sex i tidsrummet fra daggry til solnedgang hver dag i en måned.
Det betyder cirka 15 timer hver dag uden blandt andet vand, cigaretter og koffein. Det er heller ikke tilladt at sladre eller bande, og det er velanset, at tiden bliver brugt på eksempelvis at bede eller læse i Koranen.
Ved hjælp af fasten forsøger muslimer at komme tættere på Gud og rense sindet. Når ramadanen er slut, fejres det med fest og store måltider i familierne.
Børn, ældre, syge og gravide er ikke omfattet af ramadanen.
Søndagens bombardementer i Gaza tog livet af mindst otte medlemmer af Hamas og Islamisk Jihad, der er den væbnede gren af Hamas.
Ifølge Reuters er adskillige af de øvrige ofre civile. To gravide kvinder og to babyer var blandt de dræbte i weekenden.
/ritzau/