En dansk soldat er søndag blevet såret i Afghanistan.
Han er fortsat under behandling på felthospitalet på Kandahar Air Field, men hans tilstand betegnes som stabil, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).
Soldaten var søndag klokken 14 lokal tid på patrulje i den grønne zone i Upper Gereshk Valley, da hans enhed fra det mekaniserede infanterikompagni blev beskudt med håndvåben og raketter.
Og selvom den efterfølgende ildkamp, hvor enheden fik støtte af kampvogne og morterer, varede ganske kort, nåede han at blive ramt.
Ifølge HOK blev soldaten straks fløjet med helikopter til felthospitalet på Kandahar Air Field, mens hans kammerater kunne vende tilbage til deres base i god behold.
Den sårede soldats pårørende er underrettet.